Hvad kan jeg hjælpe dig med?
"Jeg elsker mit fag og er virkelig god til det. Men hvorfor bruger jeg så efterhånden så meget af min tid på alt muligt andet?"
Det er bare ét af mange spørgsmål, man kan begynde at stille sig selv som specialist. Måske går du selv med spørgsmål som:
Hvordan får jeg mere plads til det faglige, jeg egentlig holder af?
Hvordan ser mit næste skridt ud: mere faglighed, projektledelse, ledelse eller noget helt andet?
Hvordan får jeg indflydelse, når jeg har en klar faglig vurdering, men beslutningen ikke er min alene?
Hvordan får jeg plads til både at være ambitiøs og have et arbejdsliv, der fungerer for mig?
Er mit gode job stadig det rigtige for mig?
Du behøver dog hverken stå midt i en krise eller have et klart mål for at starte i et coachingforløb. Det er nok, at du mærker, at der er noget, du gerne vil undersøge, forstå eller have til at være anderledes.
Min tilgang til coaching
Jeg ved, hvor svært det kan være at få tænkt de tanker til ende i en travl hverdag. Derfor skaber jeg et rum, hvor der er tid til netop det.
Du er eksperten i dit eget liv, og min opgave er ikke at fortælle dig, hvad du skal gøre. Gennem samtale, spørgsmål og refleksionsøvelser undersøger vi i stedet, hvad du egentlig ønsker, hvad der er vigtigt for dig, hvad der står i vejen, og hvad der kan bringe dig videre.
Vi skynder os ikke direkte til løsningen. Først skaber vi klarhed. Derefter omsætter vi den til konkrete næste skridt, der passer til dig og den virkelighed, du står i.
Lidt om mig
Jeg er certificeret coach, PhD i statistik og har 12 års erfaring fra medicinal- og biotekindustrien, blandt andet som statistiker, projektleder og personaleleder.
Jeg kender derfor selv den virkelighed, mange af mine klienters spørgsmål opstår i: høj faglighed, komplekse organisationer, stramme deadlines og beslutninger, der skal træffes på tværs af forskellige fagligheder og interesser.
I dag kombinerer jeg den erfaring med coaching og skaber rum for de spørgsmål, der ellers kan være svære at få tænkt helt til ende.